ZK er ude med EP’en ’21’ – Læs anmeldelse

ZK er ude med albummet '21'
ZK er ude med albummet ’21’

Rapperen ZK er aktuel med sin anden EP. EP’en hedder ’21’, og består af otte numre. Det vil sige, at det er lige på grænsen til at være et album, eller er det et album? På EP’en kan man finde features fra NODE, Fouli, Larry44 og Navie. I denne artikel kommer vi med vores meninger, og kommer med en anmeldelse.

★★★☆☆

I den moderne musikkultur er det svært at finde ud af, hvornår udgivelser enten er EP’er eller albummer. På denne hjemmeside står der, at man kategoriserer en udgivelse som værende en EP, hvis udgivelsen er under 30 minutter i alt, og består af 4-6 musiknumre. Der må være nogen på Sony Music Entertainment Denmark A/S, som ved mere om dette emne, end vi gør.

For den resterende del af anmeldelsen antager vi ZK’s udgivelse for værende et album.

ZK - 21
ZK – 21

Gennemgang af albummet ’21’ fra ZK

Efter vi har lyttet albummet igennem to gange, så har vi valgt at gennemgå alle numre. Dette skyldes, at der er flere interessante features og vers med på albummet, og derfor differentierer alle sangene sig også fra hinanden.

1. ZK – Bedre Dage | Prod. ApoBeats

Det første nummer på udgivelsen ’21’ er ‘Bedre Dage’. Det er en poppet sang, som giver en perfekt introduktion til albummet. Instrumentalen er detaljeret og velproduceret af ApoBeats, som endnu engang formår at levere en instrumental i høj kvalitet. ZK gør det godt, og skaber en god og festlig stemning, som bliver udgangspunktet for albummet.

2. ZK – YOLO | Prod. Mike Lowrey

Den anden sang ‘YOLO’ er det mest poppede nummer på albummet ’21’. Det er ekstremt velproduceret af Mike Lowrey, og stemmeproduktionen er også i høj kvalitet. Vi mener faktisk ikke, at vi har hørt ZK med så god en stemme før, og det skal naturligvis anderkendes.

Sangen er stille med en klassisk guitaragtig intro, og derefter indtræder en klassisk plugmelodi, som naturligvis passer godt på de afrorytmiske trommer.

3. ZK – Mansion Ft. NODE | Prod. Ramz

Det tredje nummer på albummet ’21’ er ‘Mansion’ med NODE som feature. De to hitmagere har begge god erfaring med at lave simple musiknumre, som tilegner sig platinplader. Derfor er det også forventeligt, at sangen er simpel tekstmæssigt, og gerne noget som man nemt kan synge med på.

Tilgangen på sangen er poppet i et let dansevenligt tempo, og man har tydeligvis fulgt den normale hitopskrift, som ZK er lykkes med gentagne gange. Stemmemæssigt synes vi faktisk, at ZK gør det godt, og man kan mærke hans energi. Dog synes vi ikke NODE leverer optimalt som feature. Hans stemme virker en smule sløret, og dette kan måske skyldes mixingen af vokalen.

Vi har i øvrigt skrevet en artikel om NODE og Larry44’s album ‘Diplomatico’, hvor NODE leverer sange i høj kvalitet. Læs mere her.

4. ZK – For Livet | Prod. Paki Next Door

Den fjerde sang på albummet ’21’ er ‘For Livet’. Vi er ikke i tvivl om, at dette er det klart bedste nummer på hele pladen. Dertil er det også tydeligt, at dette nummer skal være det førende på albummet, som skal gøre sig godt på hitlisterne. Vi tror på, at dette nummer får mange lytninger på streamingtjenesterne.

Beatet er velproduceret af Paki Next Door som formår at skabe en pop-lyd blandet med en technoagtig lyd fra startnullerne. Særligt synth-melodierne fungerer perfekt, og ZK lyder generelt mere oplagt på dette nummer.

5. ZK – Ghetto Baby Ft. Fouli | Prod. ManLikeDeniz

Det femte nummer på albummet ’21’ er ‘Ghetto Baby’ med Fouli som feature. Vi har blandede følelser omkring dette nummer, da nogle dele fungerer godt, og andre ikke gør. Særligt broerne er sløje, mens omkvædet vokser i takt med man lytter til ‘Ghetto Baby’ af flere omgange.

Særligt den sidste del af sangen, hvor Fouli dominerer fungerer godt. Instrumentalen kører med et filter uden trommer, og så udvikler instrumentalen sig med flere lyde op til det sidste omkvæd.

6. ZK – Cartier | Prod. Ramz

Den sjette sang er ‘Cartier’ og er efter vores mening det dårligste nummer på albummet ’21’. Det er det, som vi vil kategorisere som værende en klassisk ZK sang. Med den klassiske kategorisering mener vi ikke, at det er positivt, men tværtimod noget som vi mener at have hørt flere gange før.

Beatet er produceret af Ramz, og har nogle klassiske sommervibes, men endnu engang må vi nævne, at det er hørt mange gange før. Derfor tror vi heller ikke, at netop dette nummer bliver stort. Det føles mest af alt som et fyldenummer, som virker malplaceret.

7. ZK – Torvet Ft. Larry44 | Prod. Mike Lowrey & Kephoi

Den anden sidste sang på albummet hedder ‘Torvet’ og har Larry44 med som feature. Denne sang er i et mere afdæmpet tempo, med nogle afdæmpede traptrommer og et stille klaver. Sangen handler om udvekslinger af pakker nede på torvet, og hvor nervepirrende det kan være. Samtidig belyser ZK og Larry44 også, hvilke muligheder udvekslingen giver.

Som altid formår Larry44 at levere et omkvæd og vers i høj kvalitet, der endnu engang belyser den ekstravagante livsstil, som er muligt grundet hårdt arbejde.

8. ZK – Laid Back Ft. Navie | Prod. Levirabeatz & TAG TEAM

Det sidste nummer på ZK’s album ’21’ er ‘Laid Back’. Med på sangen er Navia, som er en kvindelig rapper vi ikke har hørt før. På trods af melodiens dybe toner, er tempoet med til at gøre sangen ret opløftet. Det er en mere rå ZK vi hører, både på omkvædet og i verset.

I anden del af omkvædet er det Navia, som dominerer, og de to rappere komplementerer hinanden godt. Navia er en spændende rapper som vi glæder os til at høre mere fra. Navia’s vers er forfriskende med fornuftige rim og stemmeføring.

Konklusion på albummet ’21’ fra ZK

For at opsummere albummet ’21’ vil vi i denne sektion beskrive vores holdninger. Du er velkommen til at kommentere artiklen, hvis du har andre meninger eller kommentarer, som du mener er nævneværdig.

Overordnet er det et stabilt album med flere spændende features og forsøg med forskellige genrer, hvilket klæder ZK. Dog er der fortsat et par sange med, som kategoriserer den klassiske afrobeat periode i dansk rap. Disse sange kan sagtens gøre sig godt på hitlisterne, men efter vores optik er vi ved at være mættede af den form for genre.

Dertil er vi også ved at være mættet af tekstuniverset, som der generelt er på ’21’. Dette er ikke ZK’s skyld, men tværtimod store dele af den danske rapkultur. Vi er trætte af, at stort set alle musiknumre handler om det svære blokmiljø, designermærker, biler og ure.

Omvendt må man også sige, at det er svært at være dansk rapper nu om dage. Hvis man som rapper begynder at skrive tekster, som ikke er sande, så får man også hug for dette. Derfor skal ZK anderkendes for at holde sine tekster ægte, i den forstand at han af flere omgange beskriver de hårde tider i hans tilværelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Related Posts